Kong Christian den 9. og Dronning Louises efterslægt
Foredrag om "Europas svigerfar"
Kong Christian den 9. og Dronning Louise
Indtil 1. Verdenskrigs udbrud samledes Europas kongelige og kejserlige familier om sommeren på Fredensborg. De var een stor familie, det var nemlig lykkedes det danske kongepar, at få alle deres børn gift ind i europæiske kongelige familier.
Ferierne blev omtalt som Fredensborgdagene.
Kejserinde Dagmar af Rusland
Christian den 9.s næstældste datter Dagmar blev gift med den russiske Tsar Alexander den 3.
Dagmar blev en populær kejserinde af Rusland, hun oplevede mange glæder, men også stor sorg. Mange medlemmer af hendes familie blev henrettet under den russiske revolution, blandt andet
hendes ældste søn Tsar Nikolaj den 2. samt dennes hustru og deres 5 børn.
Dagmar selv måtte lide den tort at blive holdt i husarrest på Krim i 2 år, inden det lykkedes hende at komme til Danmark, hvor hun levede til sin død i 1928.
Ruslands sidste tsar
Kejserinde Dagmars ældste søn, Tsar Nikolaj den 2. blev Ruslands sidste tsar. Hans familie Romanofferne havde regeret Rusland enevældigt i godt 300 år, men med ham gik det russiske kejserdømme til grunde. Hans upopulære hustru, den tyskfødte Prinsesse Alix lod munken Rasputin få mere og mere magt ved hoffet. Hun mente, at han som den eneste kunne redde hendes søn, som led af den frygtede blødersygdom.
Den sidste storfyrstinde
Da Kejserinde Dagmars yngste datter Olga var 19 år gammel, blev hun af sin mor tvunget til at gifte sig med Prins Peter af Oldenburg.
Det ulykkelige ægteskab blev efter 13 år annulleret og sammen med sin nye ægtemand, den borgerligt fødte Nikolaj Kulikovsky flygtede Olga fra den russiske revolution til Danmark. Parret købte en gård i Ballerup, hvor de boede indtil 1948. Herefter emigrerede Olga og Nikolaj med børn, børnebørn og svigerbørn til Canada.
Både Olga og Nikolaj boede resten af deres liv i Canada blandt andre russiske emigranter, de genså aldrig Danmark, men Olga bevarede forbindelsen til mange af sine tidligere naboer og venner i Ballerup
Dronning Alexandra af England
Kong Christian den 9. og Dronning Louises ældste datter Alexandra, giftede sig med Dronning Victorias ældste søn, den senere Kong Edward den 7. Vi hører om deres ægteskab og om hans mange udenomsægteskabelige forbindelser, som af og til udviklede sig til offentlige skandaler. Dronning Alexandra fødte sin mand 5 børn, 2 sønner og 3 døtre.
Den ene af de døtrene hed Maud og blev dronning af Norge.
Kong Georg af Grækenland
Historien om den danske Prins Wilhelm, der som 17-årig blev valgt til konge af Grækenland, er som en spændingsroman. Han giftede sig med den meget unge, yndige Olga fra det russiske Romanoff-Dynasti. Vi følger både dem og deres mange efterkommeres dramatiske skæbner.
Prins Valdemar
Kongefamiliens yngste søn hed Valdemar. Han giftede sig relativt sent med den pikante franske Prinsesse Marie af Orleans. Deres mange børn voksede op i Det Gule Palæ og blev af den øvrige familie omtalt som de uartige fra Det Gule Palæ.
Kronprins Frederik, senere Kong Frederik den 8
Kongefamiliens ældste søn Frederik, også kaldet Freddy, måtte vente med at blive konge til han var 63 år gammel. Han giftede sig med det svenske kongepars eneste datter Lovisa. Men inden da havde han været forelsket i Dronning Victorias datter Helena. Det passede imidlertid ikke den engelske dronning at få en dansk prins til svigersøn. Ægteskabet med den kejtede og ikke særlig elegante Lovisa blev ikke specielt lykkeligt, dertil var ægtefællerne for forskellige, men hun fødte sin mand 8 børn. Den ældste søn blev den senere Kong Christian den 10.
Prinsesse Thyra
Kong Christian den 9. kaldte sin yngste datter Thyra for sin gode datter. Hun fik ikke sin ungdoms elskede, men lærte at elske den mand hun fik, nemlig den 8 år ældre Hertug Ernst August af Cumberland. Han ledsagede som regel ikke sin hustru, når hun sammen med deres børn deltog i festlighederne på Fredensborg om sommeren, sammen med den øvrige familie. Ernst august foretrak at blive hjemme på ”Schloss Cumberland” i Gmunden i Østrig. Parret efterlod sig en stor efterslægt.
De historiske foredrag er med fotos på overhead. Der er mange interessante fotos til hvert eneste foredrag.
